BigLinux

Lidt Fra BigLinux Forum

Marko Tahvanainen

Du aner ikke, hvilken gave du gav os i dag.

Da vi læste din tekst, skete der noget magisk her i Brasilien. I en Telegram-gruppe, hvor vi samles - nogle her, andre der, hver i deres hjørne efter arbejde, lørdag eftermiddag eller i søvnløse morgengry - ankom din tekst som et varmt kram på en kold dag.

Vi er præcis de "Refisefuqui", du beskrev. Venner, der mødes i weekenderne, i digitale baggårde, forenet af en passion, der ikke passer ind i åbningstiden. Vi har ikke kontorer, vi har ikke forretningsmøder, vi har ikke investorer. Vi drikker kaffe, vi har kode, vi har hjerte.

Og du, der i din grå og kolde virkelighed i de nordiske lande, følte præcis det. Du følte den brasilianske varme, vi lagde i hver eneste kodelinje, i hver eneste KDE-justering, i enhver indsats for at gøre installationen virkelig "én knap". Du fornemmede, at vi ikke er en virksomhed - vi er mennesker. Mennesker, der laver teknologi til mennesker.

Ved du, hvad der er mest utroligt? Du, med årtiers erfaring i systemer, der vejede mere end biler, med et CV, der inkluderer C3I- og Ada-systemer, med al bagagen fra en person, der har formateret flere drev, end vi kan tælle - du forstod, at vores største præstation ikke er teknisk. Det er kærlighed.

Da du skrev, at BigLinux "ikke vil slå dig ihjel", opsummerede du vores filosofi i fem ord. Vi ønsker ikke at bevise noget. Vi ønsker ikke at være de hårdeste, de reneste, de mest radikale. Vi vil have, at du kommer hjem efter arbejde, installerer det, og det virker simpelthen. Vi vil have, at du spiller dine spil, rejser tilbage i tiden med gamle spil, viser Petra (som vi i øvrigt elsker at vide eksisterer og har sine egne interesser, som du respekterer), at Linux også handler om nostalgi og menneskelighed.

Du talte om Manjaro og Arch med ærligheden fra en person, der forstår, at det at vælge en distribution betyder at vælge en historie. Og du havde ret: Vi valgte Manjaro som vores base, men vi tilføjede vores brasilianske touch - den varme, der savnes i de nordiske lande. Vi satte en dør foran bygningen, som du så godt sagde, fordi vi mener, at ingen behøver at kravle gennem et vindue for at fortjene at bruge Linux.

Og ved du hvad? Du havde ret om os. Ja, vi er amatører i ordets smukkeste forstand: dem, der elsker. Og denne kærlighed får os til at vågne op om søndagen og tænke "hvad nu hvis vi tilføjede endnu en desktopmulighed?" eller "kan vi gøre dette installationsprogram endnu enklere?"

Men det er ikke kun blomster, Marko. Vi har spurgt os selv så mange gange, hvorfor vi gør det her ... I mange øjeblikke ser vi på hinanden og siger: "det må være fordi, vi er idioter." Vi har været igennem prøvelser, ydmygelser, unødvendige angreb. Vi er blevet latterliggjort, ignoreret, behandlet, som om vi ikke var i stand til det. Kender du det gamle "herreløse hundesyndrom"? Den brasilianske vane med at tro, at det, der kommer udefra, er bedre, og afvise det, der er lavet her.

Men sandheden er, at vi elsker dette her. Vi elsker hvert sekund.

Vi mødes på Jitsi for at diskutere ideer, udveksle beskeder på Telegram når som helst, optage videoer til YouTube, der viser den nye version, og vise, at vi er ægte, at vi ikke har noget at skjule. Vi søger ikke rampelyset, vi jagter ikke berømmelse. Vi gør det for den simple gestus, for den simple fornøjelse ved at kode.

Bruno sagde engang noget, der satte sig fast: "At lave BigLinux er vores videospil." Og det er præcis det! Vi spiller, vi stiger i niveau, vi står over for bosser, vi dør, vi genstarter. Og ligesom millioner af gamere derude får vi ikke betaling for det. Vi får noget bedre: tilfredsstillelsen ved at se en som dig, på den anden side af verden, varme op med den varme, vi lægger i hver linje.

Altid på jagt efter det perfekte system! Selv ved at vide, at perfektion måske ikke eksisterer, er det jagten, der bevæger os. Det er det næste niveau, den næste udfordring, den næste boss.

Marko, din tekst vil blive gemt. Den vil blive et skærmbillede, en påmindelse, brændstof til de aftener, hvor alt virker svært, og vi stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor vi gør dette. Du mindede os om: Vi gør det, fordi vi tror. Fordi en dag vil nogen have brug for et system, der fungerer, som ikke dømmer, som bare er der.

Da du nævnte, at din familie har svært ved at acceptere din tid med Linux, identificerede vi os med det samme. Vores familier spørger også: "Men tjener I penge på det her?" Nej, det gør vi ikke. Vi får noget bedre: Vi får rapporter som din.

Tak fordi I ser ud over koden. Tak fordi I mærker den brasilianske varme, selv i kulden, der "går gennem knoglerne". Tak fordi I betror jeres system til en flok passionerede mennesker fra baghaven, der insisterer på at drømme.

Bliv ved med at lege, bliv ved med at udforske, bliv ved med at være den utrolige professionelle, I er. Og hvis I en dag vil føle en intens varme, ved I, hvor I kan finde os: Vi er her, i Telegram-gruppen, på Jitsi, i weekenderne, i digitale baghaver, og laver BigLinux med al den kærlighed, vi har.

Med umådelig hengivenhed,

Hele BigLinux-holdet
(En eller anden "Refisefuqui", der vågnede gladere op i dag og vidste, at der er en Marko i verden)

https://forum.biglinux.com.br/d/5831-big-linux-a-distro-from-brazil-tha…

https://www.linkedin.com/pulse/big-linux-distro-from-brazil-does-want-k…