Håndværk eller værktøjskasse
En af de ting, der gør dette her open source/fri software-sjov interessant, er jo alle de måder, man kan gøre det til sit eget. De emdeløse opsætninger, de grafiske valgmuligheder, veje og vildveje for de idéer, der udvikles.
Det betyder også, at man får et personligt forhold til det. For dem, der ikke er inde i den sfære, virker det givetvis ekstremt gakket at sige, at man tager sig sin distributions opsætning personligt, men for os andre virker det naturligt.
Jeg har brugt Slackware i mange år efterhånden, og som med alle andre længrevarende forhold er det sådan, at der er nogle ting, som jeg ubetinget sætter pris på, og nogle andre ting, hvor... det ikke er tilfældet.
Jeg elsker at prøve de nye ting. Jeg skrev en større opgave færdig med Ubuntu 4.10, tror jeg det var - og var så ovenud tilfreds over, at man kunne klare sig med det system alene. Jeg har prøvet rigtigt, rigtigt mange distributioner og med afstikker til BSD-familien fra tid til anden. Som jeg har nævnt her, har jeg så brugt Manjaro en del på det sidste, og det sætter jeg pris på. Slackware og Manjaro illustrerer meget godt pointen i det, jeg gerne vil sige:
Jeg er distributions-bipolær. Jeg elsker, at man kan sætte tingene, som man gerne vil - mine opsætningspræferencer henter inspiration fra mange distributioner. Samtidig - og måske er det bare et levn fra dengang vi blev stakåndede ved tanken om the year of Linux on the desktop - så elsker jeg også tanken om at få den distribution, hvor det hele er så færdigbagt på forhånd, at man vil foretrække den, det hele vil virke, som man gerne vil have det, og det vil gælde for mange forskellige grupper; den distribution vil tage det bedste af flere verdener, en bundsolid desktop, alle vil kunne navigere, et solidt fundament med et stærkt community og en god historik - og så naturligvis noget, der ser moderne og slick ud, selv om det kører på hardware fra 2005. Jeg elsker at se på Opensuse, for eksempel - den er altid flot, men jeg kan aldrig arbejde med den i længere tid. Det gælder også Fedora og, nå ja, egentlig alle de andre.
Hvordan oplever I dette skel? Er der distributioner, hvor I foretrækker standardindstillingerne? Eller går I helt over i den anden grøft, hvor hver frisk installation kræver lang tid for at få det hele opsat helt rigtigt?
Det betyder også, at man får et personligt forhold til det. For dem, der ikke er inde i den sfære, virker det givetvis ekstremt gakket at sige, at man tager sig sin distributions opsætning personligt, men for os andre virker det naturligt.
Jeg har brugt Slackware i mange år efterhånden, og som med alle andre længrevarende forhold er det sådan, at der er nogle ting, som jeg ubetinget sætter pris på, og nogle andre ting, hvor... det ikke er tilfældet.
Jeg elsker at prøve de nye ting. Jeg skrev en større opgave færdig med Ubuntu 4.10, tror jeg det var - og var så ovenud tilfreds over, at man kunne klare sig med det system alene. Jeg har prøvet rigtigt, rigtigt mange distributioner og med afstikker til BSD-familien fra tid til anden. Som jeg har nævnt her, har jeg så brugt Manjaro en del på det sidste, og det sætter jeg pris på. Slackware og Manjaro illustrerer meget godt pointen i det, jeg gerne vil sige:
Jeg er distributions-bipolær. Jeg elsker, at man kan sætte tingene, som man gerne vil - mine opsætningspræferencer henter inspiration fra mange distributioner. Samtidig - og måske er det bare et levn fra dengang vi blev stakåndede ved tanken om the year of Linux on the desktop - så elsker jeg også tanken om at få den distribution, hvor det hele er så færdigbagt på forhånd, at man vil foretrække den, det hele vil virke, som man gerne vil have det, og det vil gælde for mange forskellige grupper; den distribution vil tage det bedste af flere verdener, en bundsolid desktop, alle vil kunne navigere, et solidt fundament med et stærkt community og en god historik - og så naturligvis noget, der ser moderne og slick ud, selv om det kører på hardware fra 2005. Jeg elsker at se på Opensuse, for eksempel - den er altid flot, men jeg kan aldrig arbejde med den i længere tid. Det gælder også Fedora og, nå ja, egentlig alle de andre.
Hvordan oplever I dette skel? Er der distributioner, hvor I foretrækker standardindstillingerne? Eller går I helt over i den anden grøft, hvor hver frisk installation kræver lang tid for at få det hele opsat helt rigtigt?
Kommentarer4
Jeg kan godt genkende det du siger.
Der er da nogle ting der godt kunne fin justeres lidt, men for min arbejdscomputer kører jeg med 99% standard indstillinger og er sådan set tilfreds på trods af det ligner noget fra win95 :-)
Jeg startede med Linux i 2002-3 stykker, den gang startede det af interesse og fordi det var spændende at sætte tingene op osv. Den gang var det altid Bleeding Edge distroer og sådan fortsatte det i lang tid. Nu er jeg blevet en gammel tosse som højst kan finde på at kigge på Debian Testing i ny og næ :-)
Det er jo ikke sådan, at
Curses!
Jeg er nok meget modsat #0,
Hvis man er aktiv i et distro-community, er det nok også mindre nærliggende at "shoppe rundt", end hvis man 'bare' er bruger.
Siden dag 1 (det var februar 2005), har openSUSE ramt den perfekte balance for mig.
Der er tilpas meget der "bare virker" ud af æsken, dog uden at man føler at man får alt muligt mærkeligt presset ned i halsen, men samtidig er der også mange tilpas avancerede konfigurationsmuligheder under installation og efterfølgende.