Foredrag om GNU parallel med Ole Tange 24. okt

KLID indbyder til foredrag om GNU Parallel parallelliseringsværktøj med Ole Tange
mandag den 24. okt. 2011 kl 19:00-21:30
På verdenskulturcentret, Nørre Allé 7, lokale 305, 2200 Kbh N

Oles tekst:
GNU Parallel - udnyt din multicore computer.
Fra kommandolinjen er det nemt at lave scripts, der udføres et af
gangen - f.eks. komprimering af hver fil. Det er mere bøvlet at køre
et konstant antal scripts i parallel. Hvis du dagligt bruger
kommandolinjen i UNIX vil du med stor sandsynligvis kunne have glæde
af GNU Parallel. GNU Parallel gør det nemt at parallelisere scripts og
kan ofte helt fjerne behovet for at lave små 10-linjers
kør-og-smid-væk scripts som systemadministratorer laver hele tiden.

GNU Parallel er et UNIX shell-værktøj til udførelse af jobs parallelt
ved hjælp af en eller flere computere. Et job kan være en enkelt
kommando eller et lille script, der skal køre for hver linje i input.
Det typiske input er en liste over filer, et liste af computere, en
liste over brugere, en liste med webadresser eller en liste af
tabeller. Et job kan også være en kommando, der læser fra en pipe. GNU
Parallel kan derefter opdele input og pipe det ind i kommandoer
parallelt.

Hvis du bruger xargs og tee i dag vil du finde GNU Parallel meget nem
at bruge, da GNU Parallel er skrevet så den har de samme options som
xargs. Hvis du skriver løkker i shell, vil du se, at GNU Parallel kan
erstatte de fleste løkker og få dem til at køre hurtigere ved at køre
flere jobs parallelt.

GNU Parallel sikrer output fra kommandoerne er samme output som du
ville få hvis du havde kørt kommandoerne sekventielt. Dette gør det
muligt at bruge output fra GNU Parallel som input til andre
programmer.

For hver linje af input udfører GNU Parallel en kommando med den linje
som argumenter. Hvis der ikke er nogen kommando givet, udføres linjen
som kommando. Flere linjer vil blive kørt parallelt. GNU Parallel kan
ofte bruges som erstatning for xargs eller cat | bash.

Om foredragsholderen:

Ole Tange er udvikleren bag GNU Parallel. Han har arbejdet som
Hostmaster for .dk, som sikkerhedskonsulent, som
netværksadministrator, som site reliablility engineer, som udvikler og
arbejder nu som bioinformatiker på Københavns Universitet. Han har
arbejdet med UNIX siden 1991 (på Daimi), GNU/Linux siden 1992, og i
1996 slettede han sin Microsoft Windows partition. Hans telefon har
kørt fri software siden 2008.

Han er aktiv inden for fri software og IT-politik, men måske bedst
kendt for "The Patented Webshop" på http://ole.tange.dk/swpat
- en illustration af software-patenter i en typisk webshop.

Mødet er gratis for alle. Tilmelding på:
http://www.klid.dk/arrangementer/tilmelding.php3?e...

Videresend gerne invitationen til andre.

Vel mødt.
Keld Simonsen

Se videoer fra tidligere møder på http://ftp.klid.dk/ftp/video/