Softwarepatenter - analyse og baggrund

No patents

Den nylige aftale mellem Novell og Microsoft synes at afsløre en noget skummel strategi fra Microsofts side: Som led i aftalen lover Microsoft ikke at retsforfølge Novells Linux-kunder for brud på Microsofts patenter. Microsoft er samtidig begyndt at love "ikke-kommercielle" udviklere og brugere af fri/open source software, at de ikke vil retsforfølge dem for brug af Microsofts patenter.

Men bryder Novells Linux-produkter da nogen af Microsofts patenter? NEJ, siger Novell meget klart, hvis man spørger dem. Jamen, plejer udviklere af fri software da at bryde Microsofts patenter?

NEJ, er svaret - det er man som regel meget omhyggelig med at UNDGÅ for at undgå, at nogen lægger sag an. Men hvis nu nogen var naive nok til at lytte til Microsofts "forsikringer" ... kunne det jo være, de holdt op med at spekulere over, om de overtrådte nogle patenter og derfor brugte metoder, der brød et eller flere af Microsofts patenter - og dermed gav Microsoft fri adgang til at retsforfølge de af deres produkter, der bruger patenterne!

Dette viser to ting: For det første, at Microsoft angler efter at splitte fri software-bevægelsen og angler efter at lokke bl.a. Novell til at indtage et "nonchalant" forhold til Microsofts patenter.

For det andet, det gammelkendte faktum, at softwarepatenter er noget skidt og noget skrammel, der ikke beskytter nogen opfindelser men til gengæld forhindrer verdens udviklere i at skrive den software, de gerne ville.

Men hvordan kan det egentlig være? Er det ikke i orden, at de folk, der gør nye opfindelser, kan beskytte sig imod plagiat, og taler modstandere af patenter (herunder softwarepatenter) ikke blot for, at de selv uhindret kan gøre sig til gode med og dermed nyde frugterne af opfindelser, som deres konkurrenter måske har investeret betydelige mængder af tid og penge på?

Når vi taler om "fysiske" opfindelser (som f.eks. telefonen, flyvemaskinen og 177 andre mindre revolutionerende gadgets, som den moderne teknologi har beriget verden med), kan der være noget om snakken: Udvikling og ikke mindst produktmodning af en ny slags maskine kan sluge betydelige ressourcer, og hvis konkurrenterne uden videre har lov til at kopiere opfindelsen, kan de underbyde opfinderen ved at sende en langt billigere model på gaden.

Konkurrenten har jo nemlig ingen udviklingsfase at finansiere!

Dette betyder dels, at interessen for at investere i nye opfindelser ville være begrænset, og sandsynligheden for, at en dygtig opfinder eller innovativ virksomhed ville blive sat ud af spillet straks efter deres første succes ville være ganske stor - hvis ikke opfindere kunne nyde en vis beskyttelse mod et sådant tyveri af deres opfindelser.

Patenter kan imidlertid også have ulemper: Et firma kan besidde et uhyre nyttigt patent og ikke bruge det, hvilket i sidste ende kan være en hæmsko for samfundet som helhed - eller firmaet udnytter måske kun sit patent delvist og kræver så ublu afgifter af andre for brug af deres patent, at markedet underforsynes med en livsvigtig kommoditet.

Som eksempel på den første type skadevirkning kan anføres, at USA før 2. verdenskrig ikke var i stand til at bygge et moderne fly. Dette krævede nemlig teknologier, som var patenteret af konkurrerende virksomheder, som ikke for deres død ville samarbejde om noget som helst. Da krigen brød ud, skar regeringen igennem, besluttede at denne tingenes tilstand var utilfredsstillende og ophævede patenterne mod en mindre erstatning til deres ejere.

Et godt eksempel på den anden type skadevirkning er medicinalfirmaernes afvisning af at lade ulandene kopiere deres AIDS-medicin. I Brasilien har regeringen skåret igennem, forkastet patenterne og holder AIDS nede ved at uddele gratis kopipræparater til alle, der har brug for dem; andre steder, f.eks. i Afrika, holder patenterne stadig stand, på trods af, at de årligt koster millioner af menneskeliv.

Traditionelle patenter kan altså have deres fordele såvel som deres ulemper.

Men softwarepatenter da?

Softwarepatenter - patenter på "opfindelser" udtrykt alene i et programs kildetekst - adskiller sig fra "rigtige" patenter ved, at der både er mange flere såkaldte opfindelser, og at disse "opfindelser" som regel gøres igen og igen af forskellige programmører uafhængigt af hinanden.

Et større softwareprojekt minder i mange henseender om et korthus, eller rettere sagt om en masse byggeklodser: Overordnet set er programmet ofte en model af en motor, der driver den funktionalitet, der stilles til rådighed for brugeren - disse store linjer betegnes som programmets arkitektur. De mere tekniske detaljer implementeres af algoritmer, der som virtuelle tandhjul gemmer sig inde i maven af de byggeklodser, hvor de hører hjemme.

Nogle arkitekturer og algoritmer er mere hensigtsmæssige end andre, og softwareudvikling præges derfor af, hvad programmører spøgefuldt kalder "genopfindelsen af hjulet":

De samme teknikker, algoritmer og strukturer genopfindes og genopdages igen og igen af forskellige programmører uafhængigt af hinanden, simpelt hen fordi de virker, og fordi mange af dem er forholdsvis oplagte for en erfaren programmør, der har set de samme problemer igen og igen i utallige variationer og efterhånden ved, hvordan de skal løses.

Problemet med softwarepatenter er her, at hvis jeg sætter mig ned og skriver et nyt program (f.eks. et spil, et tekstbehandlingsprogram, en Internetbutik eller hvad det nu skulle være) løser jeg formentlig indtil flere problemer, som andre har løst i forvejen, og anerkendes denne form for "løsninger" som patentberettigede, kan jeg have overtrådt adskillige patenter uden at ane det.

I et område, hvor alle løser de samme (eller nært beslægtede) problemer fra grunden om og om igen, repræsenterer patentet et monopol på løsninger, som alle, der beskæftiger sig med det pågældende problemområde, er dømt til at falde over før eller senere.

Et eksempel på dette er internetbutikken Amazons patenterede "one-click"-salg; når du har oprettet dig som kunde, indtastet dine kreditkortoplysninger, osv., kan du købe en bog, du har fundet ved at klikke kun én gang. Dette er en patenteret opfindelse, og ingen andre amerikanske internetbutikker må sælge varer ved tryk på kun én knap uden at få tilladelse til det af Amazon.

Og her er det, at enhver, der nogen sinde har prøvet at designe et brugerinterface vil udbryde, at det er jo selvindlysende - at denne "opfindelse" uden Amazon ville være gjort igen og igen af andre designere. Men nu har Amazon eneret på den og kan kræve store erstatninger af enhver, der måtte formaste sig til at bryde deres patent.

Men gør det egentlig noget, kunne man spørge - man kan jo bare lade være med lige at lave en en-kliksløsning på sin internetbutik?

Jo, det kan man da - men hvad nu, hvis man ikke havde hørt om Amazons patent og selv havde fundet på ideen uden at skænke Amazon en tanke?

Et softwareprojekt består af tusinder og atter tusinder af designbeslutninger og tekniske valg. Hvis noget så banalt som Amazons en-kliks-løsning kan patenteres, hvor mange af disse designbeslutninger, hvor mange af disse valg, kan vi så forvente er sikre mht. patenter?

Svaret er: Ingen. Det er lidt, som hvis ét firma havde patent på at dyrke gulerødder og et andet på at dyrke ærter, og den eneste måde at få noget at spise ville være at få arbejde hos et af disse patentholdende firmaer, som så kunne bytte indbyrdes og holde alle andre ude.

Og det er desværre ikke engang nogen overdrivelse. I USA er der udtaget hundredetusinder af softwarepatenter, og deres vigtigste værdi er, at de store spillere - IBM, Microsoft, Adobe, den størrelsesorden - til hver en tid kan slå de mindre softwarehuse i hovedet med patenter, som alle nødvendigvis må bryde for overhovedet at komme til at skrive et sammenhængende program.

De store kan til gengæld sikre sig arbejdsro ved at bytte patenter, mens de små firmaer og individuelle programmører, som i praksis altid står for den reelle nyskabelse i IT-verdenen, kun kan fungere på de stores nåde og barmhjertighed.

I praksis betyder det, at ENHVER, som beslutter sig for at skrive et nyt program fra grunden - ethvert firma såvel som enhver privatperson, der måtte ønske at gøre programmet frit tilgængeligt - bliver tvunget til at afsætte tid og juridisk ekspertise til at undersøge, om man eventuelt skulle have krænket et eller andet patent, hvis eksistens man ikke anede - det vil sige, at ETHVERT softwareprojekt vil blive behængt med en enorm juridisk møllesten om halsen, der let kan fordoble et mindre projekts totale pris - medmindre man simpelt hen vælger at ignorere alle patenter, hvilket gør den pågældende organisation endog meget sårbar overfor sagsanlæg fra patentholdernes side - MED MINDRE man er en stor koncern som Microsoft eller IBM, der som sagt altid vil have et eller andet patent at "bytte med". De små er hæmmet, og de store har fri bane.

DETTE er, hvad software-patenter indebærer - og dette er hermed også grunden til, at organisationer, der taler for friheden til at udvikle teknologi som en del af friheden til at leve - som f.eks. Electronic Frontier Foundation og Free Software Foundation - bekæmper dem med næb og klør.

Læs mere om softwarepatenternes skadelige virkninger på http://www.ffii.org/ - og husk denne forklaring, næste gang, du undrer dig over, at folk reagerer så fjendtligt på Microsofts tilsyneladende "åbning" for ikke-kommerciel brug af deres patenter.

Carsten Agger er IT-professionel og i fritiden skribent med interesse for mange ting, bl.a. IT-teknologi, IT-politik og Open Source. Han har en blog på MODSPIL.DK (http://www.modspil.dk), hvor man også af og til kan læse om Linux og den slags.