Sådan stoppede jeg med, at distrohoppe i 2016

Jeg vil angribe, - bevares tilgå - dette emne med masser af kærlighed, for det var en lang rejse, og jeg lærte en masse om Linux.

I 2016 skete der noget, der gjorde, at jeg helt stoppede med, at teste nye distributioner. Det hele virkede som én stor gentagelse for mig. Dengang havde jeg mest fokus på alle de små specielle forandringer community-distributioner havde, alle de smarte, små, lækre ting, der gjorde community-distributioner unikke. Manjaro, der var let at gå til. Linux Mint og Ubuntu, der var lette at bruge og komme igang med. PCLinuxOS, den gamle Mandrake/Red Hat-apt/rpm-frankenstein, der gjorde alt lettere, at komme igang med. De små udbrydere. Rebellerne, der tiltrak nye brugere, og gjorde - og gør - Linux langt lettere for nye brugere, at komme igang med. Jeg vil ikke nævne dem alle, for der er over 500+ derivater ud over moderdistributionerne:

Red Hat-baserede, SUSE og OpenSUSE-baserede, Debian-baserede, Arch-baserede og Slackware-baserede.

-

Hvad der begyndte, at lette mit hjerte var, at begynde, at fokusere på "mødrene." Jeg skar simpelthen det fedtlag væk, der stjal al min tid og energi og gjorde mig til en nytteløs distro-junkie. Generelt er jeg holdt op med, at tro på at man skal drikke den samme irish coffee, bare i andre nuancer, med en anden type whisky, eller en anden type sukker. Det leder alligevel altid tilbage til moderdistributionens quirks og kendetegn. Så hvorfor ikke befinde sig dér, og blive dér, i enten:

Debian
Red Hat/Fedora
SUSE/OpenSUSE
Arch
Slackware

Med tiden er jeg blevet selvforsørgende, så en hjælpende hånd blev mindre og mindre nødvendig for mig.

Senere gik det op for mig, at jeg egentlig mest af alt holder af, at have et firma bag min ryg. Det, at et stort firma, som Red Hat, eller SUSE støtter et community-projekt, og ikke blot en samling - bevares, meget dygtige - community-udviklere, såsom folkene bag Debian, Arch eller Slackware, var meget vigtigt for mig, og gav en tryghed og et kvalitetsstempel.

Herefter gik det op for mig, at SUSE og OpenSUSE - efter min mening - var blevet lidt en rodebutik, efter de begyndte på deres Tumbleweed og Leap-udgivelser. Ikke, at der er noget i vejen med dem, de er super stabile, der er bare visse ting, jeg ikke finder konstistente eller specielt strømlinede. Men nok om det. Det var nok til, at få mig til, at vælge Fedora.

Så jeg slap community-baserede derivat og moder-distributioner + firma-baserede SUSE og OpenSUSE.

Derudover holdt jeg op med, at bruge hardware med Nvidia. Muligvis den bedste idé jeg kunne få nord for Alperne. AMD har halet ind på Nvidia, og da det faktum, at AMD's open source drivere nemt kan hamle op med Nvidia's proprietære drivere, uden at kræve installation af kernemoduler, men virker fra start i kernen, og at Intel - ganske vist uden at være dedikerede, som AMD - kan virke i kernen fra start, gjorde udslaget. Så det er hermed en anbefaling fra min side.


Så for mig idag:

Intel/AMD baseret hardware med Fedora. Det virker, og er hermed en anbefaling værdig til alle andre.

God dag til de andre nørder!