En smule om Archlinux

arch

For længe siden, var der nogen der spurgte om jeg ville skrive lidt om ArchLinux - det ville jeg selvfølgelig, her er det så, selvom det var længe undervejs. Beklager. Hvad er ArchLinux?
ArchLinux er en 686 optimeret distribution - det betyder, at alle pakker hertil kun fungerer på en Pentium II eller højere. Dette giver Arch en hastigheds øgning frem for distributioner som er 386 optimeret.
Arch er en "keep it simple" distribution, der er ingen smarte/frække configurationsværktøjer, men du får til gengæld selv fuld kontrol over dit system. Arch er således heller ikke distribution for nybegyndere - men man behøver heller ikke være en linuxhaj for, at få glæde af Arch. Der er nemlig massere af hjælp at hente - både i Archs forums, wiki og dokumentation.

Pacman
Det der gør, at Arch skiller sig ud fra mængden er pakkemanageren Pacman. Pacman fungerer lidt ligesom apt-get, som mange vil kende fra Debian.
Pacman holdes opdateret ved, at synkronisere med en eller flere pakkeset (repositories) som ligger på forskellige servere. Vælger man, at installere en pakke med Pacman, så finder den også selv ud af hvilke dependencies, som den pågældende pakke har og installerer dem. Pacman installerer binære pakker og det tager næsten ingen tid, hvis man har en bredbåndsforbindelse.

Typiske Pacman kommandoer:

Tjekke om alle pakker på sit system er up-to-date og hvis ikke, så installer opdateringerne:
Pacman -Syu

Installere en bestem pakke, med alle dependencies:
Pacman -S

Fjerne en pakke, og alle dependecies undtagen dem, som andre pakker afhænger af:
Pacman -Rs

Du kan finde flere informationer om Pacman på http://archlinux.org/pacman/

Som udgangspunkt, så synkroniserer Pacman med Current og Extra pakkesættene - men da alle pakker ikke findes i disse to pakkesæt (ofte pakker i beta og mindre kendte), så findes der alternativer. Flere Arch brugere laver deres egne pakkesæt, hvor der kan hentes pakker fra - med en enkelt ændring i pacmans konfigurationsfil (pacman.conf). Der kan også hentes fra Arch's staging, unstable og testing pakkesæt.
Man kan se ArchLinux pakkerne på: http://www.archlinux.org/packages.php
Brugerens og staging pakkerne kan ses på: http://tur.archlinux.org/

Hvis man f.eks. kunne tænke sig, at installere SuperTux fra staging pakkesættet, så kan følgende tilføjes til pacman.conf:

[staging]
Server = ftp://ftp.archlinux.org/tur/staging

Så vil Pacman også søge efter pakken på denne server. Det er dog en god ide, at udkommentere linierne igen (med #), når pakken er hentet - så er man på den sikre side.

Det skal nævnes, at Pacman også sørger for, at opdatere din kernel - når en sådan opdatering er til rådighed.

Man kan selv lave pakker til Pacman, og således få sit eget pakkesæt op at stå. Hvis man f.eks. var så uheldig ikke, at kunne leve uden en pakke, som ikke findes i de eksisterende sæt. Til dette skal man benytte ABS (Arch Build System). Hvordan man gør, vil jeg ikke komme nærmere ind på her - det bliver for omfattende. Men har man mod på, at lave pakker selv så slå et smut forbi: http://wiki2.archlinux.org/index.php/Packages%20%2...
Hvis der er en pakke man ikke kan leve uden - så kan man naturligvis også spørge andre, om de vil lave den for sig. Så er det bare at surfe ind på:
http://bbs.archlinux.org/viewforum.php?f=25&sid=39...

Og naturligvis kan man installere pakker fra source, som på alle andre distributioner - men hvem vil det, når der nu findes en pakkemanager?

Brugen af pacman gør også, at man aldrig behøver at installere Arch igen, hvis en ny version kommer "på gaden" opdateringen sker helt automatisk.

Ved brug af pacman, skal man dog være opmærksom på, at der nogle gange slipper pakker igennem som måske ikke virker. I det år jeg har brugt Arch, tror jeg ca. det er sket 2-3 gange. Men der er ikke noget at være bange for - der er massere af brugere til at gøre opmærksom på problemet. En pacman -Syu et par timer senere, og problemet er løst. Man kan også holde sig til current repositoriet og være ude over det problem.

Mine personlige erfaringer med Arch er følgende:

Hurtigt i forhold til, hvad jeg har prøvet før (Slackware, Suse, Mandrake)

MEGET nemmere end Gentoo, som jeg også har prøvet.
Der er meget hjælp/tips/tricks osv., at hente i Arch communitiet - men vær opmærksom på, at Arch brugerne går ud fra, at du kan søge på google/har kigget i wikien/søgt på tidligere posts. Poster du noget, som er helt oplagt får du enten intet svar eller et STFW.

Det er irriterende når pakker ikke virker ?men fejlene bliver hurtigt rettet. Især hvis man lige tager tiden til at oprette en bugreport.

Der findes rigtigt mange pakker - jeg har endnu kun installeret ét enkelt program fra source og det var fordi jeg skulle læse en Windoze hjælpefil i skolen.

Man lærer rigtigt meget af, at editere i configurationsfilerne "by hand" (her mener jeg alt fra pacman.conf, fstab, grubs menu.lst til specifikke programmers conf). Man får en større forståelse for, hvad der foregår bagom de configurationstools man kender fra andre distros.

Arch har lært mig at : The command line is your only real friend.

Har man lyst til, at se lidt nærmere på Arch - så kan man evt. prøve Archie, som er en live udgave af Arch (bemærk den er stadig i sit tidlige stadie): http://user-contributions.org/archie.html
Der findes også AMLUG, som også er en live udgave: http://amlug.net/new-projects/live-cd/al-amlug-liv...

Overvejer du at installere Arch - så tag et lille kig på hardware detection her: http://amlug.net/new-projects/hwd/hwd.html. Jeg har ikke selv prøvet det, så jeg har ikke yderligere kommentarer.

Jeg kan til sidst tilføje, at jeg er begyndt på en oversættelse af Arch installationsguiden (til dansk altså)- men der går nok lidt tid endnu før den er færdig. Derefter regner jeg med, at fortsætte med andre dokumenter - så hold øje med Archs hjemmeside, for danske oversættelser.

God fornøjelse.

//Molinero (Marianne Jacobsen)